beklage

Danish

Etymology

From Middle Low German beklagen.

Pronunciation

  • Rhymes: -aːˀə

Verb

beklage (imperative beklag, infinitive at beklage, present tense beklager, past tense beklagede, perfect tense beklaget)

  1. apologize for
    Vi beklager ventetiden.
    We apologize for the delay.
  2. express dissatisfaction about
  3. (reflexive) complain
    Hun beklager sig altid over kagerne.
    She always complains about the cakes.
  4. (transitive, obsolete) express one's sympathy with someone's plight
    • 1947, Giacomo Casanova, translated by Karina Windfeld-Hansen, Erindringer fra Venedig, Lindhardt og Ringhof, →ISBN:
      Jeg beklagede ham, og jeg vovede ikke at trøste ham ved at sige, at Kærligheden kun er en Bagatel, som dumme Mennesker forgæves forsøger at trøste de forelskede med; ...
      I pitied him, and I did not dare to console him by saying that love is only a trivial thing, which is something stupid people try in vain to use to console those who are in love; ...
    • 1830, Johan Christian Riise, Archiv for historie og geographie, page 139:
      Man gav ham Penge, man beklagede ham, man tilbød sig at tale for ham ved Hoffet, for at han kunde blive benaadet; ...
      Money was given to him, he was pitied, offers were made to speak on his behalf in court, that he might be pardoned; ...
    • 1853, Valdemar Adolph Thisted, Eventyr og fortællinger af Tusind og een nat, page 107:
      Da de derpaa spurgte ham om Aarsagen til hans Fortvivlelse, fortalte han dem, hvad der var mødt ham, og de gode Folk beklagede ham af Hjertet.
      When they then asked him about the cause of his despair, he told them what had met him, and the good people pitied him from their hearts.

Conjugation

Conjugation of beklage
active passive
infinitive beklage beklages
present beklager beklages
past beklagede beklagedes
imperative beklag —
participle
present beklagende
past (have / havde) beklaget
gerund —

Derived terms

See also

References

Dutch

Verb

beklage

  1. (dated or formal) singular present subjunctive of beklagen

German

Pronunciation

  • Audio (Germany (Berlin)):(file)

Verb

beklage

  1. inflection of beklagen:
    1. first-person singular present
    2. singular imperative
    3. first/third-person singular subjunctive I

Norwegian Bokmål

Etymology

Borrowed from Middle Low German beklagen (“to lament; complain”), itself formed from be- (“verbal prefix”) + klagen (“to lament, complain”). The latter is from Old Saxon klagōn (“to lament, complain”), from Proto-West Germanic *klagōn (“to lament, complain”), a denominative of *klagu (“lamentation, complaint”) with *-ōn (“denominative verb-forming suffix”). The further origin of *klagu is uncertain. By surface analysis, be- (“verbal prefix”) +‎ klage (“to complain, lament”).

Compare Norwegian Nynorsk beklage and beklaga, Danish beklage, Swedish beklaga, German beklagen and Dutch beklagen (“to lament; complain”).

Pronunciation

  • IPA(key): /¹bəˈklɑːɡə/, [bəˈklɑ̀ː.ɡə̌]
  • Rhymes: -ɑːɡə
  • Hyphenation: be‧kla‧ge

Verb

beklage (imperative beklag, present tense beklager, passive beklages, simple past beklaga or beklagde or beklaget, supine beklaga or beklagd or beklaget, past participle beklaga or beklagd or beklaget, present participle beklagende, verbal noun beklagelse)

  1. (obsolete) to lament, mourn; to grieve over
    • 1912, Klassekampen:
      Ingens død var slik at beklage som hans
      No one's death was as much to be lamented as his.
  2. (rare) to pity; to feel compassion for
    • 1827, Maurits C. Hansen, Novellen:
      beklagede hende og – glemte hende
      pitied her and — forgot her
  3. to regret; to apologize for; to say that one is sorry about something or regards it as regrettable
    Jeg beklager det som har skjedd. ― I regret what has happened.
    • 1882, Henrik Ibsen, En folkefiende, page 190:
      jeg beklager, at det ikke stod i min magt at forhindre disse natlige excesser
      I regret that it was not in my power to prevent these nocturnal excesses.
    • 1958, Axel Kielland, La oss se på saken ..., page 207:
      rettstjeneren slår beklagende ut med hendene
      the court attendant spreads his hands regretfully
    • 1991, Jostein Gaarder, Sofies verden:
      jeg beklager at jeg ikke har ringt før
      I'm sorry that I haven't called before.
    • 1997, Jo Nesbø, Flaggermusmannen:
      [sykepleieren] sa vennlig, men bestemt: «Jeg beklager, men visittiden er over nå …»
      [the nurse] said kindly but firmly: “I'm sorry, but visiting hours are over now …”
  4. to deplore; to express dissatisfaction or disapproval with or about something
    • 2001, Kjell Ola Dahl, Mannen i vinduet:
      jeg er den første til å beklage at han er gal
      I am the first to deplore the fact that he is mad.
    1. (reflexive) to complain, grumble; to say that one is dissatisfied
      beklage seg — to complain; to lament one's situation
      beklage seg over — to complain about; to express dissatisfaction with
      • 1874, Henrik Ibsen, Fru Inger til Østråt, page 86:
        tro ikke at jeg beklager mig
        do not think that I am complaining
      • 1896, Henrik Ibsen, John Gabriel Borkman, page 91:
        forresten må du ikke tro, det er min hustru, jeg beklager mig over
        besides, you mustn't think that it is my wife I am complaining about
      • 1901, Vilhelm Krag, Livet en leg, page 132:
        kjæmp din kamp i taushed, og beklag dig ikke til nogen
        fight your fight in silence, and do not complain to anyone
    2. (reflexive) to apologize; to express regret to someone
      • 1996, Dag Solstad, Professor Andersens natt:
        han tok på seg frakken og beklaget seg overfor Nina at han måtte gå så tidlig
        he put on his coat and apologized to Nina that he had to leave so early

Usage notes

  • The present-tense form beklager is also used independently as an interjection meaning “sorry”.

Derived terms

References