skrige

Danish

Etymology

From Old Norse skríkja, from Proto-Germanic *skrīkijaną.

Verb

skrige (imperative skrig, infinitive at skrige, present tense skriger, past tense skreg, perfect tense skreget)

  1. to scream
  2. to shout, yell
  3. to shriek

Conjugation

Conjugation of skrige
active passive
infinitive skrige skriges
present skriger skriges
past skreg —
imperative skrig —
participle
present skrigende
past (have / havde) skreget
gerund skrigen

Derived terms

See also

References