kalde

Danish

Etymology

From Old Danish kallæ, from Old Norse kalla (“call”), itself from Proto-Germanic *kalzōną (“call, shout”).

Verb

kalde (imperative kald, infinitive at kalde, present tense kalder, past tense kaldte, perfect tense kaldt)

  1. to call, to refer to
    Jeg kalder den min lykkemønt.
    I call it my lucky coin.

Conjugation

Conjugation of kalde
active passive
infinitive kalde kaldes
present kalder kaldes
past kaldte kaldtes
imperative kald —
participle
present kaldende
past (have / havde) kaldt
gerund —

Derived terms

References

Dutch

Pronunciation

  • Audio:(file)

Verb

kalde

  1. inflection of kallen:
    1. singular past indicative
    2. (dated or formal) singular past subjunctive

Norwegian Bokmål

Adjective

kalde

  1. definite singular of kald
  2. plural of kald

Norwegian Nynorsk

Pronunciation

  • IPA(key): /²kɑlːə/, /²kɑldə/

Adjective

kalde

  1. definite singular of kald
  2. plural of kald