invadere

Danish

Etymology

From Latin invādere.

Verb

invadere (imperative invader, infinitive at invadere, present tense invaderer, past tense invaderede, perfect tense invaderet)

  1. to invade

Conjugation

Conjugation of invadere
active passive
infinitive invadere invaderes
present invaderer invaderes
past invaderede invaderedes
imperative invader —
participle
present invaderende
past (have / havde / er / var) invaderet
gerund —

See also

References

Italian

Etymology

From Latin invādere.

Pronunciation

  • IPA(key): /inˈva.de.re/
  • Rhymes: -adere
  • Hyphenation: in‧và‧de‧re
  • Audio:(file)

Verb

invàdere (first-person singular present invàdo, first-person singular past historic invàsi, past participle invàso, auxiliary avére)

  1. (transitive) to invade
  2. (transitive) to hit, strike

Conjugation

Anagrams

Latin

Verb

invādēre

  1. second-person singular future passive indicative of invādō

Verb

invādere

  1. inflection of invādō:
    1. present active infinitive
    2. second-person singular present passive imperative/indicative

Norwegian Bokmål

Etymology

From Latin invadere.

Verb

invadere (imperative invader, present tense invaderer, simple past invaderte, past participle invadert, present participle invaderende)

  1. to invade

References

Norwegian Nynorsk

Verb

invadere (present tense invaderer, past tense invaderte, past participle invadert, passive infinitive invaderast, present participle invaderande, imperative invader)

  1. alternative form of invadera