fyge

Danish

Etymology

From Old Norse fjúka, from Proto-Germanic *feukaną, from Proto-Indo-European *pewǵ- (“billow, bulge, drift”). Cognate with Lithuanian pūgà (“gust, blast, storm, blizzard”).

Verb

fyge (imperative fyg, infinitive at fyge, present tense fyger, past tense føg, perfect tense føget)

  1. to be moved around by the wind
  2. (figuratively) to be hurled
    • 2017, Henning Dehn-Nielsen, Danske kongers friller og elskerinder, Lindhardt og Ringhof, →ISBN:
      Det føg med anklager og beskyldninger fra kongen mod Kirsten Munk, […]
      Accusations were hurled by the king against Kirsten Munk, […]

Conjugation

Conjugation of fyge
active passive
infinitive fyge fyges
present fyger fyges
past føg —
imperative fyg —
participle
present fygende
past (have / havde / er / var) føget
gerund fygen

Derived terms

References

Middle English

Noun

fyge

  1. alternative form of fige