forblænde

Danish

Etymology

From Middle Low German vorblenden.

Verb

forblænde (imperative forblænd, infinitive at forblænde, present tense forblænder, past tense forblændede, perfect tense forblændet)

  1. to dazzle, blind, bedazzle (to deprive of judgment, clear vision, or true knowledge)
    Coordinate term: forblinde

Conjugation

Conjugation of forblænde
active passive
infinitive forblænde forblændes
present forblænder forblændes
past forblændede forblændedes
imperative forblænd —
participle
present forblændende
past (have / havde / er / var) forblændet
gerund forblænden

References