dømme

See also: domme, Domme, and -dømme

Danish

Etymology

From Old Danish dømæ, from Old Norse dǿma.

Pronunciation

  • IPA(key): [ˈd̥œmə]

Verb

dømme (imperative døm, infinitive at dømme, present tense dømmer, past tense dømte, perfect tense dømt)

  1. (law) convict
    Han er blevet dømt for uagtsomt manddrab.
    He has been convicted of manslaughter.
  2. (law) sentence
    Han er blevet dømt til fængsel på livstid.
    He has been sentenced to lifetime in prison.
  3. judge; form an opinion on, especially a negative one
    Om jeg var berettiget i mine handlinger, må eftertiden dømmme.
    Whether I was justified in my actions, posterity must judge.
    Hun opfattede, at landsbyboerne dømte hende for hendes påklædning.
    She perceived that the villagers judged her for her attire.

Conjugation

Conjugation of dømme
active passive
infinitive dømme dømmes
present dømmer dømmes
past dømte dømtes
imperative døm —
participle
present dømmende
past (have / havde / er / var) dømt
gerund —

Derived terms

References

Norwegian Bokmål

Etymology

From Old Norse dǿma.

Verb

dømme (imperative døm, present tense dømmer, passive dømmes, simple past dømte, past participle dømt, present participle dømmende)

  1. to judge
  2. to sentence (someone) (in a court)
  3. (by a referee) to award (a free kick, penalty kick)

Derived terms

References

Norwegian Nynorsk

Verb

dømme (present tense dømmer, past tense dømde or dømte, past participle dømt, present participle dømmande, imperative døm)

  1. alternative form of døma