besejre

Danish

Etymology

be- +‎ sejre (“triumph, be victorious”), after German besiegen.

Verb

besejre (imperative besejr, infinitive at besejre, present tense besejrer, past tense besejrede, perfect tense besejret)

  1. (transitive) To conquer, to defeat

Conjugation

Conjugation of besejre
active passive
infinitive besejre besejres
present besejrer besejres
past besejrede besejredes
imperative besejr —
participle
present besejrende
past (have / havde) besejret
gerund besejren

References